Høj Feber
Toogfyrrekommanoget
Gammel nok til at erkende
drømte jeg en rød tråd, der dansede resonans
Ikke på tværs. På langs. Væk fra mig
Kunne se den røde prik. Enden af tråden, når den var rolig
Komme truende nærmere, blive større for til sidst i en eksplosion igen folde sig ud som tråd og danse sin resonansdans
Vise sig for mig op og ned i hele sin røde længde, som en sinuskurve med stadig varierende amplitude og bølgelængde
Som et hampereb, der ruskes
så bølgerne løber
Kunne mærke trådens skærende kimen
trænge gennem mine ører og gjalde i min hjerne
Kunne se lyden
som hår på trådens store bølger
Mistede min forstand og fandt kun en erstatning
Så den
foran en tæt tåge af hjernemasse
Tråden stod lysende skarp og klar i sit eget billede
Lyd og billede var ét
I mors seng
frygtede i sekunders åbne øjne at se tråden
i det store spejl
Mor forstod mig ikke
selvom det var klart og virkeligt
så forstod hun ikke min tråd
min tone
Rædslen forsvandt
Smerten så jeg udefra
Stigende fascination
Sekunder, minutter og timer sneg sig dødstille
forbi
Faster holdt hånd og bad en bøn, tror jeg
Kom mig aldrig helt, tror jeg
Tror jeg. Som et håb om en forklaring
Ved det ikke. Men blev så den
Kan stadig fascineres til det yderste af det yderste
i en eksponentiel afvikling
livet igennem
Usundt at bevæge sig for længe på kanten
En tilgang til livet
Vil aldrig gense min tråd. Ved det
Kun mindet hæger jeg om