Høj Feber

 

Toogfyrrekommanoget

Gammel nok til at erkende

drømte jeg en rød tråd, der dansede resonans 

Ikke på tværs. På langs. Væk fra mig

Kunne se den røde prik. Enden af tråden, når den var rolig

Komme truende nærmere, blive større for til sidst i en eksplosion igen folde sig ud som tråd og danse sin resonansdans

Vise sig for mig op og ned i hele sin røde længde, som en sinuskurve med stadig varierende amplitude og bølgelængde

Som et hampereb, der ruskes

så bølgerne løber

Kunne mærke trådens skærende kimen

trænge gennem mine ører og gjalde i min hjerne

Kunne se lyden

som hår på trådens store bølger

Mistede min forstand og fandt kun en erstatning

Så den

foran en tæt tåge af hjernemasse

Tråden stod lysende skarp og klar i sit eget billede

Lyd og billede var ét

I mors seng

frygtede i sekunders åbne øjne at se tråden

i det store spejl

Mor forstod mig ikke

selvom det var klart og virkeligt

så forstod hun ikke min tråd

min tone

Rædslen forsvandt

Smerten så jeg udefra

Stigende fascination

Sekunder, minutter og timer sneg sig dødstille

forbi

Faster holdt hånd og bad en bøn, tror jeg

Kom mig aldrig helt, tror jeg

Tror jeg. Som et håb om en forklaring 

Ved det ikke. Men blev så den

 

Kan stadig fascineres til det yderste af det yderste

i en eksponentiel afvikling

livet igennem

Usundt at bevæge sig for længe på kanten

En tilgang til livet

 

Vil aldrig gense min tråd. Ved det

Kun mindet hæger jeg om