Vi var der alle sammen, bænket omkring havebordet. Vennerne.
Det var en af disse pragtfulde sommeraftner, hvor det var varmt nok til at sidde ude hele natten.
Solen var gået ned, men helt mørkt blev det ikke.
Den grillstegte bøf lå tungt og rødvinen gav farve i kinderne.
Trine havde igen gjort det umulige, at samle os alle og gøre det både festligt og hyggeligt.
”Det må være noget genetisk”, tænkte jeg. Ingen af hannerne i kredsen ville kunne gøre det samme. Flere var gode til at kokkerere, men det gør ikke hele forskellen.
”Tak for en dejlig middag, Trine. Du er en knag. Kvinder har nu en særlig evne til at få sådan et arrangement til at blive hyggeligt og rart”, sagde jeg.
”Hørt”, lød det fra mændene.
Polle lod salatskålen passere. ”Skål”, sagde han og rakte den til Bente med et stort smil.
Hun overså ham helt. Var pludselig i krigshumør. Bente var en dejlig pige, der ofte gjorde livet besværligt for sig selv med sin skarpe tunge.
Bente fokuserer på regler og normer og på, hvad Emma ikke Gad.
”Det forstår jeg ikke. Hvorfor skulle en mand ikke kunne gøre det samme som en kvinde?”
Bente var gift med John, der ofte forsøgte at gyde olie på vandene.
”Det’ jo ikke dét”, sagde han udglattende, men manglede som sædvanlig ord til at fortsætte.
”Det er det da! Der er da mange mænd, der er gode til at lave mad og tager ligelig del i det huslige. Det manglede da også bare”, sagde hun og så skarpt på John.
”Er det da ikke rigtigt”, sagde hun og sank sammen i kroppen med opadvendte håndflader ud mod selskabet. Da hun ikke fik respons, fokuserede hun sit blik på mig, den formastelige. Jeg havde tænkt det som en velment kompliment til Trine, og ikke som et angreb på kvinder. Jeg ville dog heller ikke lade hende rende med dén pølseende.
”Hvordan definerer du en rigtig mand?”, spurgte jeg.
”Hvad mener du?”
”Som jeg hører dig, skal en mand bare gøre og være præcis som en kvinde, så er alt OK. Og hvad er så forskellen? Er det kun genetikken, der er forskellen?”
”Det kan jeg godt fortælle dig lidt om”, sagde Polle med et sjofelt grin, og lidt for meget rødvin ombord.
”Uha, altså”, sagde Sanne og slog ham skæmtsom på armen. ”Hvorfor skal du altid være sådan?”
”Ja, Polle. Sådan siger kvinder altså ikke”, replicerede jeg med tydelig adresse til Bente.
”Hvorfor har du valgt en mand, når du nu kunne få alt det, du ønsker med en kvinde?”
”Phumph”, spruttede Polle, men sagde ikke noget.
”Jamen, det siger da sig selv”, forsøgte hun.
”Ikke for mig. Vil du ikke nok forklare mig det. Jeg vil gerne forstå dig rigtigt.”
”Det er da nødvendigt at have en mand for at stifte familie og sådan”, forsvarede hun sig. ”Og det er da også vigtigt at kunne være to om det hele.”
”Hvorfor en mand?”, gentog jeg. Alt, hvad du har nævnt kan sagtens klares på anden vis med en kvinde.”
Hvis det lød som en anklage mod det moderne samfund, havde jeg det godt med det.
”Hva’ så John? Hvordan føles det, at din kone ikke kan kende forskel på dig og en kvinde?”, ævlede Polle.
”Hold dog kæft, dit hundehoved”, mumlede John og så over på mig. Jeg vendte det hvide ud af øjnene.
Bente følte sig presset.
”Jamen, jeg har da brug for en mand. Jeg kæmper ofte for at bevare status quo, mens John har lettere ved at tage de beslutninger, der vender op og ned på vores tilværelse, når det er nødvendigt.”
”Kan du ikke finde den egenskab hos en kvinde”, fortsatte jeg? ”Hvorfor en mand”, spurgte jeg igen?
Sanne blandede sig pludseligt og uventet. Hun var en blød, fintfølende og meget feminin kvinde. Sommetider meget feminin.
Bente var glad for at slippe af krogen for en stund.
”For mig er Polle langt mere”, sagde Sanne med sin sarte stemme.
”Jeg glædes over at have en mand, der kan være en rå børste, der viser, hvad han står for.”
Stemmen blev pludselig skarp.
”Det er vigtigt, at han kan forsvare mig og min rede og støtte mig. Og så tæller det da også, at jeg er valgt af en mand med mande-gener, sådan som jeg ønsker, de skal være. Ham, der kæmper sin kamp. Den stærke han har valgt mig, så jeg kan få ført mine gener videre i nogle stærke børn. Jeg tror, at det er noget urinstinkt. Jeg er stolt af ham. Min han kan bare det gylle.”
Polle travede lidt forlegen rundt henne ved blomsterbedet, og var pludselig blevet meget ædru. Sådan havde han alligevel aldrig hørt sin hustru tale.
Tempoet blev skruet op.
”Det betyder også meget for mig, at han fortæller mig, at jeg er attraktiv, og fortæller mig, at jeg kan det, som han forventer af sin kvinde. At han er opmærksom på mine og børnenes behov. Det er ikke kun sex. Måske noget hormonelt? Jeg har ganske enkelt brug for en modvægt til østrogen-dunsten; jeg har brug for mandehørmen, jeg har brug for kamphanen og bralderrøven. Jeg har brug for ham, der er mand for sin hat. Ham, der har røv nok i bukserne til at klare livets udfordringer. Kort sagt, så har jeg brug for alt det, der pisser mig af, og at han kan tilføre mit afkom alt det, som jeg af natur ikke selv formår at give dem.”
Hun tav pludselig, og følte sig helt tømt.
”Så er den ged vist barberet”, tænkte jeg. ”Og så lige netop fra Sanne.”
Jeg brød tavsheden: ”Skal vi have en Cognac til kaffen?”, og ventede ikke på svar. Cognacen stod i den store, gamle, lodretstående kuffert, som jeg brugte til barskab. Trine have ikke været begejstret, da jeg kom hjem fra marked i en halv sidevind og med kufferten på slæb, men hun har accepteret den.
Da jeg kom ud igen, var samtalen drejet hen på et andet emne, hvilket vist bekom alle vel.
Det var en pragtfuld aften. Mars stod tydeligt rød og stjernerne spredtes ud på det dunkelblå, i takt med, at øjet afsøgte himmelkuglen.
”Man kan kun se cirka to tusinde fem hundrede stjerner med det blotte øje”, sagde Polle henne fra blomsterbedet.
En engel gjorde os selskab. Alle tav og lod blikket søge det uendelige.