| DePocket 04.09.26 Jonas Peitersen sad i den store, cremefarvede sofa i den hvide, arkitekttegnede strandvejsvilla med en single malt i glasset. Han holdt af denne hverdagsagtige stillestund, hvor han lige kunne samle tankerne og systematisere dagens oplevelser. Det var dog sjældent, at han, som i dag, tillod sig den ekstravagance at nyde et glas af sin gamle Glenfarclas fra 1987. Han vidste, at denne aftapning havde ligget på fade i 31 år på destilleriets lager ved Speyside. Det var en passende måde at afslutte dagen, hvor han havde købt aktiemajoriteten i Wavefarm A/S. Et firma med fokus på alternativ energi høstet i havets bølger. Det var et sats. Det vidste han godt. Men der var poppet en række firmaer op omkring udnyttelsen af bølgeenergi, og Wavefarm havde udviklet en teknik, der var både billig at etablere og vedligeholde, og samtidig havde en af de højeste udnyttelsesgrader, hvis ikke den højeste, iblandt konkurrenterne. Livet havde tilsmilet ham. I hvert fald økonomisk. De manglede ikke noget, han og Sille. Tilfreds lænede han sig tilbage i sofaens bløde hynder med armene bredt ud til hver sin side oppe på ryglænet. Venstre hånd nonchalant hængende med glasset i fingerspidserne, så håndfladen dannede paraply. Han lod blikket glide ud over Øresund, i retning mod den svenske kyst. Han var ikke nogen høj mand. Vel omkring 1,80. Slank og veltrænet. Lige uden for vinduet hang to måger som i snore ned fra et usynligt loft. De udbredte vinger sikrede uden bevægelse tilstrækkelig opdrift fra den mere end friske vind. De så ud som om de parkerede lige dér, og drejede blot hovedet i nysgerrig interesse for, hvad der foregik inde i stuen. Ude på Sundet kunne han følge en smuk sejlbåd, der med den sydvestlige vind skød en god fart. Med mørke sejl pløjede den sig vej gennem de dybblå bølger nordpå. En ret stor båd, vurderede han. Måske en XR 41? Han kunne følge båden længe i det store panoramavindue. Jonas havde selv dyrket sejlsport, men havde droppet det igen. Han kunne ikke finde tid til det, vurderede han. Pludselig, som når man drejer højre om på frekvensknappen på en antik radio, lagde båden kursen om ude på Sundet, og foretog en 270-graders rundtur om styrbord, hvorefter den, såvidt han kunne vurdere, satte kursen ind mod Rungsted Havn. En helt unødvendig rundtur med den øjeblikkelige vindretning, men flot udført med vinden ind først fra bagbords halse agten for tværs, så fra styrbord for til sidst at stå ind med halvvind fra bagbord. Han funderede: ”Mon ikke de med den manøvre lige gav sig tid til at tænke og orientere sig”? Jonas var pludselig blevet filosofisk. Det ville være fedt, hvis man selv, på samme måde som båden, efter en pludselig indskydelse kunne stikke en ny kurs, og stævne mod noget nyt og mere tillokkende. Han smilte for sig selv. En fjollet tanke, måtte han erkende. Han havde arbejdet næsten i døgndrift i årevis. Sådan føltes det. Og han var seriøst begyndt at spørge sig selv, om hans nuværende tilværelse egentlig gav mening. ”Sådan dybest set”, tilføjede han for sig selv, uden at vide, hvad det egentligt betød. ’Sådan dybest set’? ”Enten giver det mening, eller også gør det ikke”, korrigerede han sig selv. ”En fjollet tanke, fordi, sådan er det jo med business. Har man først sagt ’A’, må man også sige ’B’. Man må nødvendigvis følge den udvikling, succesen genererer”. Det satte endnu en serie tanker i gang. ”Succesen tager gradvist magten fra dig, jo større den bliver. Det er som et eksprestog, der accelererer. Det bliver sværere og sværere at stå af”. Det stod ham pludselig skræmmende klart, at han følte sig fanget. Fanget i et fængsel, han med stor succes og ganske umærkeligt havde bygget op om sig selv. Tremme for tremme. Jo mere han tænkte over det, jo mere sørgmodig og tung følte han sig. Først nu formåede han at sætte ord på noget, der havde ligget latent længe. Whiskyen smagte ham pludselig ikke længere. Han rejste sig og stillede sig hen foran det store vindue. Han mærkede halsen blive tør, ligesom, når han som barn pludselig havde forstået livets mest skræmmende vilkår lidt bedre. Han følte sig rolig og uden sindsbevægelser udover det kvælende tungsind. ”Hallo, hvad sker der”, tænkte han? ”Je ne sais pas”! Han følte sig utrolig alene i verden. Ganske vist havde han Sille, men hun var, måske meget naturligt, ikke særlig interesseret i hans firmaer og hans succeser, når blot pengene trillede ind på kontoen. Og havde han egentlig Sille, når det kom til stykket? Var hun der? Da han glad havde fortalt hende om sit køb af Wavefarm, havde hun på vej ud i køkkenet med ryggen til ham og med en ligegyldig tone sagt: ”Det var da flot”, og var uden videre begyndt på madlavningen. Som om, han blot havde vasket bilen eller luftet hunden. Jonas havde arbejdet intenst på projektet i flere år. Og endelig var det lykkedes. Men ikke engang dét kunne aftvinge en smule begejstring, respekt eller anerkendelse. Hendes respons var som en våd klud i ansigtet på ham. Det burde ikke komme som en overraskelse. De var gledet fra hinanden. De havde intet til fælles, bortset fra børnene og hjemmet. Og børnene var efterhånden voksne og selvkørende. Så tilbage af den fælles bagage var reelt kun hjemmet. Han og Sille havde ikke dyrket hinanden i årtier. Hverken på den ene eller den anden måde. Han havde helt klart sin andel i den udvikling, men var bestemt ikke alene om det. Der var ingen tvivl om, at Sille følte sig lige så alene, som han selv gjorde. Han havde dækket sig ind med andre kvinder, men ellers aldrig svigtet hende og børnene. Han følte ingen skyld eller skam, så længe han i øvrigt levede op til sine forpligtelser. Han vidste, at Sille også havde taget for sig af retterne, og ikke havde noget at lade ham høre. Efter årtiers tørke efterlod det ham ganske uberørt. Venner og forretningsforbindelser var der i overmål. Men ikke hinanden. Det var lidt af samme skuffe med børnene. De bebrejdede ham, at han ofte ikke havde været der for dem. At han ikke havde været den far, som de havde brug for. Det kunne godt være sandt, måtte han erkende. ”Men ærlig talt”, tænkte han. ”Så længe der er penge nok, og alle har alt, hvad hjertet begærer på den ene front, så er det jo nærliggende at bebrejde ham alt det, man kunne have ønsket sig mere af på andre områder”. For naturligvis havde de haft kvalitetstid sammen. Og jo ældre han blev, jo flere af disse fællesstunder dukkede op i hans bevidsthed. Til glæde for ham selv. ”Ville de mon også have bebrejdet ham det, hvis det havde været omvendt”? Han var usikker. Skulle han have opgivet sin karriere og taget et otte-til-fire job, for at kunne være mere sammen med dem i de relativt få barneår, indtil de blev mere selvkørende? Måske og måske ikke. Det var under alle omstændigheder et ’enten eller’. Man kan ikke køre karriere og drive forretning på deltid. Det er fuld skrue, eller ingenting. ”Skåret helt ind til benet så er det forældrenes fornemmeste opgave at klæde børnene på, så de kan klare voksenlivets mange udfordringer”, tænkte han. På det punkt, kunne han og Sille godt være sig selv bekendt. Ungerne klarede sig sgu godt. Han fulgte båden til den smuttede om bag vindueskarmen, og opdagede pludselig og meget overraskende, at tårer trillede ned ad kinderne. Det var længe siden, han havde grædt. Der kom hverken lyd eller luft. Han stod der blot. Alt var stille. Alt for stille. Han registrerede det hele som en film, der ikke kom ham ved. Ingen følelsesudbrud, ingen sved, ingen prikken i huden, ingen knuder i halsen. Intet. Blot tårer, som føltes kolde ned ad kinden. Han lod dem trille, uden at tørre. ”Hør, den er helt gal, gamle dreng”, tænkte han. ”Det er skruen uden ende. Jeg kan blive ved med at knokle røven ud af bukserne. Knokle i døgndrift. Og alle er pisse ligeglade. Er det dét, jeg vil? Er dét en god tilværelse”? Han havde været dybt fokuseret på succes. Ingen tvivl om det. Men når han skulle være ærlig overfor sig selv, havde han måske været endnu mere fokuseret på at gøre alle glade. Især Sille og børnene. To piger og en dreng. Mette, Iben og Jakob. Han vidste godt, hvor det stammede fra. Jonas havde valgt sin vej og sine prioriteter i en ung alder. Da han var teenager, døde hans far. Det var et slag i sig selv. Men det betød også, at han for alvor var på egen boldgade, og måtte klare sig selv uden støtte hjemmefra. Men da hans mor få dage efter faderens død, med rystende stemme og stengråt ansigt, meddelte ham, at hun skulle flytte i en mindre bolig, og ikke længere havde hverken råd eller plads til ham, gik hans verden i stykker. Ikke fordi han skulle klare sig selv. Det havde han allerede besluttet at gøre, længe inden den skæbnesvangre dag. Nej, kun fordi han var flov. Flov over, at han ikke havde set det komme. At han var en belastning for sin søde lille mor. Lige dér i samme øjeblik, hvor han så sorgen og magtesløsheden i moderens bedende øjne, havde han taget den beslutning, der skulle præge hans tilværelse i al fremtid: ”Aldrig mere! Aldrig mere skulle han ligge nogen til last. Aldrig mere skulle han have noget at takke andre for. Han skulle klare sig selv og klare sig godt. Og hvis han fik familie, skulle han også sikre sine kære en god tilværelse”. Lige nu med kik ud over Øresund, og midt i den lydløse gråd, indtrådte et tilsvarende skæbnesvangert og definerende øjeblik. Ubevidst rettede han sig op, og stod som en soldat på parade. ”Det hér hverken kan eller vil jeg længere. Jeg må skabe mig en tilværelse, hvor jeg også selv kan være menneske. Et helt menneske”, tænkte han. Afgørende dilemmaer som dette havde der været flere af i hans tilværelse. De kom altid som overraskelser. Ikke, at det betød noget. Han havde en evne til at tage konsekvenserne af sit liv i stiv arm og tage de nødvendige beslutninger. Pudsigt, som livet kan ændre sig på sekunder, og ændre sig fra idel idyl til kanel kodyl, tænkte Jonas. Pludselig hørte han døren gå. Det var Sille, der kom hjem fra Gud ved hvor. Han tørrede irriteret øjnene, tømte whiskyglasset i én slurk og satte det hårdt på sofabordet. ”Hej”, råbte hun glad ude fra entréen. ”Hej”, råbte han tilbage og rømmede sig kraftigt for at ramme et normalt stemmeleje. ”Skal vi ta’ ud og spise i aften?” ”Nej, det skal vi ikke”, sagde han bestemt. ”Nej, OK. Hvad er der los”? Sille var højere end ham. En smuk, slank og mørkhåret kvinde midt i fyrrene, og altså nogle år yngre en ham. Jonas så direkte på hende, da hun kom ind i stuen, og hun så hans røde øjne. ”Min Gud. Du har grædt”? ”Ja, til min egen store overraskelse. Ja, jeg har grædt”, gentog han uden skam. Han fortalte behersket og komprimeret, hvad der var sket lige dér midt i whiskyen, mågerne og sejlbåden. Komprimeret, fordi han ikke ønskede at udpensle sine følelser mere end lige nok. Bag den ofte hårde og til tider kyniske forretningsmandsfacade, var han en blød mand. Han måtte for alt i verden ikke lade følelserne tage over, for så kunne det blive svært. ”Jamen, hvad så”, spurgte Sille med grødet stemme? Hun vidste straks, at det hér var alvor. Jonas havde næppe sagt det første ord, før han alligevel fik en klump i halsen og hans stemme lød som under vand. Han ville jo så nødig gøre hende ked af det. ”Jamen du …. jeg føler mig fanget. Jeg vil ud af dette fængsel. Jeg kan ikke fortsætte sådan her”, sagde han tykt. Hun vendte sig hurtigt om mod vinduet, og uden at se, hvad hun så, sagde hun med mat stemme og med ryggen til ham: ”Vil du skilles”? Det var en forløsning. Hun havde vidst det længe! Det gjorde det lettere. Hun havde selv tænkt tanken! ”Ja, jeg vil skilles. Jeg vil ikke dette ræs længere. Vi sælger hele lortet og deler i porten. I værste eller bedste fald køber jeg en van, jeg kan sove i om natten, indtil jeg har fået fast grund under fødderne. Jeg er indstillet på at leve på en sten, hvis det bliver nødvendigt. Du kommer ikke til at mangle, og ungerne er jo selvkørende. Jeg er nødt til at komme helt ned i gear, og leve så enkelt og ukompliceret som overhovedet muligt”. Hun svarede ikke. De stod som to fremmede, der ikke havde noget at tale om. ”Skal jeg fortælle det til børnene”, spurgte han så? ”Nej”, svarede Sille stille. ”Det gør vi sammen”. Hun viste styrke. Med tårer i øjnene fik de fortalt ungerne, hvad der ville følge. Virksomhederne, huset, bilerne, sommerhuset, den nye campingvogn og meget af inventaret fra det store hus blev solgt. Den dyre lædersofa, han lige havde købt til sit kontor 14 dage før, og som han havde ønsket sig længe, gik for under halv pris. Det var jo ganske uvæsentligt, men betød alligevel noget, kunne han mærke. Wegner-spisebordet, malerierne og de sindssygt dyre italienske lamper. Alt af værdi. Undtagen Wavefarm. Den beholdte han, selvom den længe, måske meget definerende, fik lov at sejle sin egen sø. Havde han solgt Wavefarm på det tidspunkt, ville det være med tab. Et tab, som også ville berøre Sille. Så den tog han på sin kappe. Jonas krøb sammen i en lille, beskeden, men hyggelig 1½-værelses lejlighed i noget bindingsværk i den indre by, hvor det halve værelse både var soveværelse og kontor. Så kunne han alligevel få det til at fungere og tjene til føden, tænkte han. Alt syntes borte. Familien til dels, vennerne på nær et par stykker, forretningsforbindelser, hans medlemskab af flere high-chunkede klubber og hans dyre drikkevaner. Alt dét var historie. Men det var helt fint, følte han. Efter en kortere periode var nervesystemet faldet til ro. Han havde været nede med stress flere gange over de seneste 10-15 år, så han vidste, at skilsmissen og hans tur med Down-sizing let kunne sætte sig til endnu en deroute, hvis han ikke passede på. Men nu var de mørke tanker, de store sindsbevægelser og den stadige usikkerhed og anspændthed fortid. I stedet var der indtrådt en følelse af glæde. En interesse for omverdenen. En nysgerrighed. Og ikke mindst en kedsomhed, som var det bedste tegn på, at han var klar til at bevæge sig ud i verden igen. Men Jonas måtte erkende, at verden havde forandret sig siden sidst, han besøgte den. Det var, som om han var blevet uinteressant. Hans status i hierarkiet var dalet, og det var småt med penge. I hvert fald til de større investeringer. Der var ingen spændende projekter eller idéer under opsejling. Intet, bortset fra Wavefarm, som han igen var begyndte at interessere sig mere for. Ofte når han prøvede at komme i clinch med andre, oplevede han en reserveret nærmest ligegyldig holdning. Han var ret beset dømt ude, måtte han erkende. Han var ikke længere ’comme il faut’. Ikke én, man omgikkes eller ville ses med. Holdningen syntes at være ’What’s in it for me’? Men sådan havde det vel egentlig altid været, tænkte han. Lige nu havde han bare ikke noget at tilbyde. Det var en overraskende erkendelse, men samtidig en blotlægning af den tilværelse, han havde forladt. Samtidig var det også en erfaring han kunne tage med sig og bruge konstruktivt. ”Hej” lød det fra den høje mand, der kom ham smilende i møde på Strøget. Det lange, knaldrøde og uglede hår, og det store, uplejede fuldskæg i samme farve stod som en høstak om hans hoved. Han lignede arketypen på en viking. En skarp modsætning til Jonas’ kortklippede og glatbarberede ansigt. ”Øhh, mig”? Jonas så forbavset op fra sine lange tanker, og skelede rundt for at se, om der kunne være andre, der var målet for denne hilsen. ”Ja. Birger! Gymnasiet, du ved”! ”Åhh, for helvede, ja. Beklager, jeg var langt væk”, smilte Jonas. ”Long time, no see. Godt at se dig, Birger. Hvad går du og laver”? Jonas burde have genkendt ham straks. Håret og skægget og den røde farve var Birgers varemærke, og var samtidig et symbol på hans viltre sind. ”Åhh, sådan lidt af hvert. Også dejligt at se dig, Jonas. Pludselig var du jo væk fra overfladen. Hvor har du puttet dig de sidste par år”? Efter gymnasiet havde de i årenes løb mødt hinanden ved forskellige events, men ellers ikke dyrket omgang. ”Jamen du …. jeg ved ikke, om du har hørt det, men jeg blev skilt og valgte at down-size gevaldigt for at skabe ro og overblik, og starte forfra – sådan mere eller mindre”. ”Jow”, svarede Birger. ”Jeg hørte det, men jeg har været nysgerrig på, hvor du var henne nu. Både på den ene og den anden måde”. Efter lidt smalltalk frem og tilbage tog samtalen en drejning. ”Hvad siger du til en fadøl henne på Smutten. Så kan vi lige få tid til en ordentlig snak”? ”Den er jeg med på”, svarede Jonas. ”Jeg har ingen planer for resten af dagen”. ”Så længe skal vi nok ikke sidde der”, grinede Birger. De to venner faldt hurtigt ind i den gamle jargon, og havde allerede, da de nåede Smutten, fået talt sig ind i det gammelkendte gymnasielle forhold. De havde begge et intellekt, der kunne berige enhver samtale. Jonas fortalte uden skam eller blusel sin historie, og udmalede til sidst hudløst ærligt også sin nuværende situation, hvor verden synes at negligere ham, og hvad det gav ham af overvejelser. Det føltes overraskende rart at kunne fortælle sin historie og sine overvejelser til et menneske, der kunne forstå, hvad han sagde. ”Og nu, Birger. Nu er det sgu din tur til at bekende dine synder på denne vores lille Oxford-tête-à-tête”, grinede Jonas. ”Hej Mormor, må vi få et sæt mere: To af de store og to ’Ford Bianca’”, råbte Birger til servitricen? ”Ja, min skat. Jeg iler”, råbte hun tilbage, mens hun i én og samme bevægelse greb flasken med Fernet-Branca, satte to glas på ”komfuret” og rykkede i tappehanerne. ”OK”, fortsatte Birger. ”Ikke, at der er meget at fortælle. Og slet ikke i forhold til din historie, men så alligevel. Som du sikkert vil kunne høre på min historie, så har du og jeg begge nærmet os nulpunktet – eller X-aksen om du vil – fra hver sin side som to asymptotiske kurver. Du fra oven i første kvardrant…”. Han gjorde ikke sætningen færdig. Han kunne ikke tale sig selv ned i fjerde kvadrant. Det havde der været nok andre til at gøre i tidens løb. ”Problemet, som du beskriver det”, fortsatte Birger, ”er det samme for os begge, sådan som jeg ser det. Vi sejler hen ad X-aksen og nærmer os den i én uendelighed, uden at kunne knække kurven afgørende. Han afbrød pludselig sig selv. ”Apropos kurver”, sagde han unaturligt højt. Han grinede frækt, og blinkede til en dejlig ung blondine, der velformet og selvbevidst sejlede op af gulvet med kurs mod baren. Han vidste, at han bevægede sig på kanten af den i øvrigt utiltalende kulturelle diskurs om, at alt kan betragtes som krænkende, hvis modtageren altså vælger det. Og egentligt bekom det ham ganske godt at bevæge sig dér. Mormor serverede. ”Slap du bare af dit store lokum. Dét der er du alligevel for gammel til at gøre færdigt”, grinede hun. ”Men hvad så med dig, smukke”, replicerede Birger storgrinende. ”Kunne vi ….”. ”Du er fanme for dum”. Hun langede ham på skrømt en på armen, og forsvandt igen med et stort smil på læberne. Birger lo højlydt, og vendte igen sin opmærksomhed mod Jonas for at fortsætte sin historie: ”Som du måske husker, så er jeg en underlig hybrid mellem en håndens og en åndens mand. Jeg har hænderne skruet godt på skafterne, og kan også tænke relativt fornuftige tanker, skulle jeg mene. Men jeg har aldrig været god i det pulserende forretningsliv. Jeg har hele livet været ansat, og har således måtte forfølge andres mål og idéer og har skullet indordne mig under andres forgodtbefindende og chefens vilje. Det har altid pisset mig godt og grundigt af, og har betydet både afskedigelser og mine egne opsigelser”. ”På et tidspunkt var livet sgu ikke værd at leve. Jeg drak for meget. Jeg blev også skilt. Jeg mistede igen mit arbejde, og havde svært ved at finde noget nyt. Historikken forfulgte mig. Jeg følte mig faktisk dømt ude”. ”Præcis. Det er netop den følelse, jeg talte om før”, kvitterede Jonas. ”Men selvopholdelsesdriften sejrede,” fortsatte Birger. ”Jeg knoklede på og fik betalt min gæld. Jeg fik også købt mig et fint lille hus, og fandt mig en dejlig kvinde, Melanie, som jeg nu deler bord og seng med. Og egentligt er jeg også parat til noget nyt på den professionelle bane. Men det er noget af en udfordring. Det er, som om jeg hverken har mod eller kræfter til at slå mig igennem og få knækket den forbandede kurve”. Han trak vejret dybt. ”Og dét var så den korte, men sande historie om ham, du ved nok, Birger: ’the one and only’”. Han grinede stort, så skægget vippede med ølskummet dryppende som regn i september. Han tørrede sig med bagsiden af hånden og sagde højtideligt: ”Skål, min ven. Lad os tage de små”. ”Godt gået, gamle dreng”, svarede Jonas alvorsfuldt, hævede glasset og tog sin medicin i én mundfuld. ”Og så sidder sådanne to nulpunktssøgende freaks hér og hælder vand ud af ørerne og sprut ind i kraniet. Men det helt centrale spørgsmål er jo, hvordan vi kommer videre? Måske kunne vi mødes en gang imellem her eller hisset og skubbe lidt til hinanden, så vi kunne komme ud af kurs på den gode måde. Hvad siger du til det”, spurgte Jonas håbefuldt? ”En blændende god idé. Jeg er med. Min onkel har en grim lille, mosbegroet og ildelugtende knaldhytte oppe ved Mols Bjerge med to køjesenge, et lille bord og et gasblus. Hvad siger du til en weekend med et par lange vandreture, lidt god mad på Skovmøllen i Femmøller, og ikke mindst nogle gode samtaler? Kunne det friste?” ”Ja, for fanden”, svarede Jonas begejstret, og lignede en glad fastelavnsmaske, hvor smilet var frosset fast. ”Du hører fra mig”, sagde Birger. ”Tak for i dag”. ”Lige over”, smilede Jonas opstemt og tømte glasset for de sidste dråber, mens han rejste sig. Han glædede sig allerede til at fortælle Birgitte, om mødet. Birgitte havde han mødt ved et foredrag om noget ganske ligegyldigt og uinteressant, og de var på forunderlig vis og ganske planløst gledet ind i hinandens tilværelse. De to venner gik hjemad, hver sin vej, med en underlig og uforklarlig glæde. Præcis som to kvanteforviklede partikler, hvor en konstateret ændring hos den ene, på forunderlig vis korrelerer en samtidig og tilsvarende ændring hos den anden. |