En nydelig mand

Faderen, som havde eneret på at navngive børnene, havde døbt ham Toldevar. Han var den tolvte i søskendeflokken. Toldevar var en charmerende mand og et plus for ethvert selskab. Galant, vittig og underholdende, og altid med fokus på sin fremtoning og adfærd.
Lige nu gik han sin sædvanlige tur ned gennem byen; velfriseret, iført blankpudsede sko, den nye moderne vindjakke med rød-hvide-blå striber på kraven og knivskarpe pressefolder i de lyse gabardinebukser.
Han sugede andres opmærksomhed til sig som trækpapir trækker vand.
Han elskede sin daglige runde i byen. Dér kunne han spejle sig. Han havde trods alt været forretningsfører for en af byens førende forretninger. Det havde de andre ikke glemt.
Han nikkede til de handlende, til byrådsmedlemmerne og til borgmesteren, når han var så heldig at møde ham.
Han kunne stikke hovedet indenfor i forretninger, hvor han kendte indehaveren særlig godt, og levere nogle lynhurtige, ofte morsomme, bemærkninger, der lød som om han lige havde fundet på dem, men som han længe havde øvet sig på. Han vidste, de ville blive husket. Det føltes rart.
Han var dygtig til at beskæftige andres tanker – med sig selv. Det var sådan, han fik sin livsforståelse.
Hans datter, svigersøn og børnebørn var guldgruber af opmærksomhed. Han holdt utrolig meget af dem, og elskede deres venlighed imod ham.
Løb han tør for opmærksomhed, kunne han finde trøst i sprutten. Ikke noget, der forstyrrede hans hverdag synderligt. Men nok til, at blive bemærket af og til.
Og nu skulle den mindste af børnebørnene døbes. Han kom skridende op ad kirkegulvet sammen med familien, hilsende til højre og venstre som en brud, der gerne vil ses af alle veninderne.
Han ventede lidt for længe for at se, hvem, der gik til alters efter dåben. Både borgmesteren og et byrådsmedlem – Hermansen – stod deroppe. Nik på nik det sidste stykke op mod alteret og beskedent om, bag de andre.
”Goddag, goddag”.
Flere håndtryk og endnu et par nik på vej ud af kirken. Toldevar ventede tålmodigt udenfor.
”Goddag, Hermansen. Nå, du er også i kirke i det gode vejr?”
Først de indledende høfligheder.
”Jeg hører, du taler varmt for det nye medborgerhus?”
”Jaøh”, begyndte Hermansen. ”Det er da et spændende projekt, hvad var det, jeg ville si’øh. Jo jo, man skal jo være fremme i skoenøh.”
Hermansen var pausesnakker. Det sidste ‘øh’ var længere, fordi han ikke lige vidste, hvad han skulle sige næst.
”Jo, men jeg har faktisk foreslået borgmesteren at udskyde det projekt til fordel for det nye forretningstorv i centrum. Det vil jo styrke forretningslivet kolossalt i midtbyen. Jeg er lige ved at tro, at han kan skabe flertal for det forslag. Det er jo også en god sag, ikke sandt?”
Hermansen stod målløs og så på Toldevar, som var meget tilfreds med Hermansens ansigtsudtryk.
En rigtig god dag. Toldevar vidste, at han nu ville dukke op i adskillige samtaler i byen og i byrådet. Han kunne næsten dø af en sådan overdosis.
Men alt var nu ikke helt, som han kunne ønske sig. Dengang han gik på pension, fik han det svært. Vidste pludseligt ikke, hvem han selv var. Netværket af bekendte og forretningsdrivende var skrumpet gevaldigt. Han gik dog stadig sin daglige runde i byen, men uden samme glæde.
Værre var det blevet, efter han mistede sin kone. Ensomheden var frygtelig. Udmarvende, skræmmende, til tider ynkelig.
Der manglede nogen at være noget for, nogen at spejle sig i, nogen at suge energi fra. Han var rædselsslagen for at se ind i sit eget mørke. Derinde forstod han ikke, hvad han så, og så derfor intet.
Sprutten var eneste ven, der kunne dulme hans savn og forvirring. Og det skete stadig oftere.
Han var så frygteligt alene. Hysterisk, uudholdeligt alene. Ensomheden ramte ham som en forhammer, hver gang han trådte ind gennem yderdøren derhjemme.
Han mærkede det, og forstod ikke, hvad han mærkede.
Alene?
Verden fornægtede ham. Ingen viste ham, hvem han var. Han var væk, når ingen var nær. For en kort stund kunne han drikke sig væk, men kunne ikke erkende, at det var netop det, han gjorde.
”Hvorfor gør jeg dét?”, tænkte han.
”Det gør jeg jo heller ikke. Nu gør jeg noget andet”, sagde han højt med påtaget glad stemme og rettede ryggen.
Han tændte for fjernsynet og stoppede langsomt og omhyggeligt sin pibe, som han altid gjorde, når han skulle slappe af og hygge sig. Han besluttede at lave mad. God gammeldags, rigtig mad. Dansk bøf med bløde løg og masser af sovs og kartofler. Og så et godt glas rødvin til. Det kunne jo ikke skade med et enkelt glas.
Han tændte også for radioen i køkkenet for at skabe lidt mere hygge og skænkede et glas, som han kunne nippe af, mens han arbejdede. Han tænkte på familien og børnebørnene. Havde de været her, skulle han lave mad til dem alle, tænkte han lidt gladere. I morgen ville han invitere dem hjem til en god middag med det hele. Det var jo kun et par dage siden, at han sidst var hos dem. Hyggeligt.
”Og børnene elsker mig jo.”
Han havde altid slik med til dem. Som regel alt for meget. Som da han kom med fire kilo MatadorMix i en stor bærepose. Det taler de stadig om, vidste han, og sugede lidt energi til sig. Hvor havde de dog krammet ham.
Han skænkede endnu et glas. Bøffen spruttede på panden og de brunede løg duftede dejligt i hele lejligheden og blandede sig med duften af den gode tobak.
”Hvem elsker de? Vidste han egentlig, hvem han selv var?”
”Vi skal sgu ha’ en snaps til bøffen. Det fik vi altid førhen”. Der var ikke meget stil over ham lige nu. Det erkendte han dybt inde. Han mærkede et stik i hjertet.
“Hvad var nu dét? Nej, nu må du sgu tage dig sammen, gamle dreng.”
”Hvem, han selv var”, lød det indefra.
”Skål”, sagde han højt for sig selv og løftede glasset, mens han smilede som til et større selskab.
”Detfik vi altid førhen….’?
Nej, der var alligevel ikke noget. Han var jo lige hér og havde god gang i gryder og pander. Hyggeligt – hyggeligt ….”
”Never mind. SKÅL”, sagde han højt igen.
Han ravede panisk rundt i lejligheden.
”Hvad helvede foregår der?”, sagde han højt, snublede i gulvtæppets kant og landede med hovedet ind i radiatoren under vinduet.
Han rejste sig besværligt på den ene albue og stirrede tanketomt og forvirret ind i radiatorens hvide flade, få centimeter fra hans øjne. Han opfattede kun det hvide intet.
”Hvorfor er alting hvidt?” Han forsøgte at komme op og sidde, men rullede ukontrolleret om på ryggen, og lå nu og stirrede op i loftet, der også var hvidt.
”Den er helt gal. Jeg er død.”
Det lykkedes at fokusere på stukken midt på loftet.
”Nå, dér er da noget andet. Hvidt, men dog noget andet end bare hvidt.”
”Hvor længe har jeg ligget her?”
Han kom besværligt på benene og vaklede ud på toilettet, hvor han tømte sin blære, som blev ved og ved. Han skævede over til spejlet og så et ansigt, hvor daggammelt, mørkt blod var størknet i store kager fra panden og ned til hagen. Ingen smerte. Det tillod han sig ikke, og han manglede én til at fortælle sig, hvor slemt det var.
”Argh. Hvad er nu dét?”, sagde han højt og skulede ned for at tjekke. Han vaklede med våde sutsko og hænder ud i køkkenet, hvor de tomme flasker fyldte godt på det lille køkkenbord.
”Hvornår fanden har jeg drukket al den snaps? Og to flasker rødvin? Og Martini?”
Bajerflaskerne blev stillet ind under vasken uden overhovedet at blive bemærket.
Igen dette stik? ”Hvem er jeg?”
Der havde vist også kun været en lille smule tilbage i den snapseflaske. ”Ja, kun en enkelt snaps”, mumlede han og begyndte i sin daggamle brandert at rydde op, og tørre blod op i stuen. Han ænsede ikke såret i panden eller blodet på skjorten.
Han ringede til datteren og fortalte sandheden: ”Jeg snublede sgu over gulvtæppet, og var så uheldig at falde ind i radiatoren. Mit hoved ser ikke smukt ud lige nu.”
Noget af sandheden.
Branderten var allerede fortrængt, og hovedpinen mærkede han ikke.
”Alle kan da for helvede tage sig et enkelt glas rødvin til sin bøf.”
Datteren og svigersønnen kerede sig mere og mere om ham, jo mere han drak. Og jo mere drak han.
Toldevar vidste langt inde, at det gjorde dem ondt, og at det optog dem meget. Hvor var det dejligt, at de sådan tænkte på ham og kerede sig om ham. Han var konstant i deres tanker, vidste han.
Han fortrængte hurtigt hver eneste uheldig episode. Han forstod ikke, at episoderne tvært imod hobede sig op for familien. Akummulerede sig, og blev som tunge åg på deres skuldre.
”Jeg kører lige ned og ser til far, skat.”
”Men, hvis nu”, tænkte hun. ”Så går dagen med at rydde op og få ham i seng, og jeg har lovet børnene ….”
Hun tog afsted. Hun ville så gerne, at de alle kunne have det hyggeligt og rart.
Da den lille familie begyndte at mistrives, måtte de redde, hvad reddes kunne, og få hjemmet til at fungere. De ville fortsat være der for ham. Når han var ædru. Naturligvis. Men Toldevar måtte selv tage ansvar.
”Hvad sker der”, tænkte han. ”Hvor er de henne? Hvorfor ser jeg dem så sjældent? Har de slået hånden af mig? Jeg begriber det ikke.”
Ensomheden voksede og slugte ham uden nåde.
Politiet måtte bringe ham hjem med de indkøbte bajere, da han stod nede i den lokale kiosk i en kæmpe brandert, kun iført underbukser, gule af pis. Han kunne jo ikke komme hjem. De grønne mænd stod på store sten ude i porten og spillede musik og havde vorter i hovedet og lange fangarme som kunne suge væske ud af ham. Og de kravlede op ad stuens vægge.
De fandt ham kvalt i sit eget blod fra en bristet åre i halsen.
Et fantastisk menneske, der ville alle det bedste. En nydelig mand, som elskede sin familie. Et aktivt menneske, der havde tilført lokalsamfundet meget.
Foruden familien kom der kun to til hans begravelse. Der opstod en pinlig tavshed efter håndtrykkene.
”Farvel og tak.”
Sorg, iblandet en skamfuld lettelse.
En nydelig mand, der manglede andre til at holde sit spejl.